Da Lis mødte ‘Munken fra Bolzano’

Lis fra Vejle mistede sin italienske mand ved en frygtelig ulykke – og selv blev hun stillet i lighuset, men kom igen til live. Mens hun lå radbrækket på sygehuset og ville dø, mødte hun en mystisk munk.Lis Caprigolio var på vej hjem fra Italien, da en lastbil lige før Brennerpasset pludselig kørte over i deres vejbane og ramte først bilen foran dem og så den bil, hvor Lis lå og sov, men hendes italienske mand kørte.

Lis Caprigolio fra Vejle er en kreativ person, som også maler

– Vi havde overnattet ved Gardasøen undervejs, fordi vores to ellers så rejsevante katte var urolige – ligesom de vidste, at der skulle ske noget. Om morgenen var det egentlig min tur til at køre, men vi aftalte, at Benedetto først kørte så langt, han kunne.
Så jeg sov, da det skete.
Det næste, jeg oplevede, var, at jeg røg op ligesom i en rutsjebane og så ned igen. Så blev alt mørkt. Ind imellem var jeg lidt vågen, og jeg hørte irriteret mig selv skrige som en afsindig. Jeg så, at de forsøgte at fjerne Benedettos hænder fra rattet, som han knugede. Han var død. Jeg så ansigter stirre ind gennem ruderne og forstod ikke, hvorfor de stirrede.
Derefter følte jeg det, som om jeg faldt og faldt meget langt ned i et fløjlssort mørke.
Men straks efter kom jeg meget hurtigt op til en lysende søjle. Jeg ved ikke, om det var en skikkelse, men jeg kiggede ned, fordi lyset var for stærkt for mig.
Jeg havde en glad fornemmelse af at være kommet hjem, jeg ligesom kendte stedet. Dog havde jeg aldrig set sådanne blomster og træer, de var ligesom gennemsigtige og utrolig smukke. Man kunne se årerne i dem. Der var en fantastisk musik, det virkede som vibrationer i samspil, der gik op i en højere enhed. Jeg oplevede kærlighed og matematik og tænkte på, hvordan disse to faktorer nu kunne forenes, men alt var i perfekt harmoni – og så er disse ord endda fattige. Hvorledes skulle jeg have ord til at beskrive noget så sublimt, som ikke hører min verden til? Ingen sagde noget, men jeg var klar over, at det var Gud, jeg var hos. Jeg var bekymret over, at Benedetto ikke var der, og straks efter røg jeg ned i bilen igen.
Sådan var jeg „ude af mig selv“ flere gange. Jeg så, borte fra mig selv, hvordan de klippede ham fri af vognen og lagde et skotskternet tæppe over ham. Når jeg bevægede mig fra ansigt til ansigt hos tilskuerne, var nogle rædselsslagne, andre udtrykte afsky, men nogle var også tiltrukket af ulykken.

– Jeg vågnede så igen ved at høre mine egne skrig og blev fløjet i en helikopter til et hospital i Bolzano. En politimand snakkede med mig, for at jeg ikke skulle glide væk igen.
På et tidspunkt hørte jeg nogen sige, at min ryg var brækket tre steder, og at de håbede, jeg døde. Min ryg var nu ikke brækket, men det viste sig senere, at der var otte brækkede ribben, en perforeret lunge og en brækket arm. Mit venstre øjenlåg var gennemskåret, men øjet havde reddet sig. Ansigtsnerven var skåret over, men mod alle odds voksede den sammen igen året efter, og jeg kunne igen holde øjet åbent. Juleaften, efter ulykken, føltes mit knæ som en nålepude. Det viste sig at være glassplinter, der nu ville ud, og bevæbnet med lup og pincet lod de sig let hive ud…

– Jeg må så være død for dem alligevel, for da jeg næste gang vågnede, stod en person over mig og slog korsets tegn, og jeg havde et hvidt lagen over mig! Da jeg slog øjnene op, forsøgte jeg at råbe: „Det er ikke mig, der er død!“
Vedkommende løb forskrækket væk, men hurtigt efter lød der mange fodtrin, båren rullede, og temperaturen begyndte at stige.

Efter at Lis altså havde været død flere gange, blev hun anbragt på en enestue. Her lå hun dybt deprimeret over, at hendes mand var død, og at hun selv havde været oppe hos Gud, men var blev sendt tilbage til denne smertefulde tilstand. Hun følte sig kasseret og havde lyst til at begå selvmord – men hun kunne ikke engang vende sig selv.
Men om natten kom der en stor munk ind på værelset:
– Han satte sig på sengekanten og tog min hånd. Jeg kan mærke endnu, hvordan han gned mig kærlig over fingrene med sin store næve. Han sagde ingenting, men alligevel var det. som om han „talte“ med mig. Jeg prøvede at råbe, at jeg ikke var katolik, så han skulle ikke spilde sin tid på mig. Men han kom også næste nat og tredje nat. Herefter så jeg ham ikke mere – men jeg kom mig forbløffende hurtigt. Efter 15 dage blev jeg efter eget ønske udskrevet, så jeg kunne komme hjem og få styr på mit liv. De kaldte mig „la miracolata“ – hende miraklet – fordi jeg var kommet mig så hurtigt, selv om de havde afskrevet mig som død.
Men jeg var stadig svag og følte det, som om jeg havde et sværd i ryggen. De næste seks måneder havde jeg en person til at hjælpe mig i seng og op om morgenen.

Lis var allerede som ung au pair pige taget til Frankrig og Italien, hvor hun snart blev gift med en romantisk italiener, Enzo, og sammen drev de en international jazz-restaurant, Al Du, i Milano, hvor mange kendte kunstnere og diplomater kom. Blandt gæsterne var Marcello Mastroani, en kendt italiensk skuespiller.
Efter syv år var aktiviteterne udvidet med diskoteket Biblos, og der var 48 ansatte. Udenlandske piger serverede og kendte udenlandske musikere dukkede op efter arbejdstid og holdt jam session uden betaling – men der var frie drinks til alle. Kunstakademiet lå lige bagved, så ofte betalte kunstnerne deres regninger med potter og billeder.
Det var naturligvis et spændende liv, men det fik en brat ende, da Lis’ opdagede, at Enzo var hende utro:
– Jeg sagde, at han måtte vælge mellem mig eller damen. Jeg troede, at han så ville komme til fornuft. Men han skred, konstaterer Lis med galgenhumor.
Efter en depression kom Lis i arbejde som eksportsekretær. Men efter nogle år lukkede firmaet, og hun stod igen på gaden. Hun fandt nu sammen med en anden italiener, Benedetto, og de eksporterede tøj til Danmark.
Målet var at banke en rimelig kapital op i løbet af en halv snes år, sælge ud og flytte til Danmark for så at fortsætte som importører af italienske produkter. Hvert år tog de på ferie i Danmark, og det fjerde år skete ulykken, og Lis mistede også sin kære Benedetto.

– Jeg fik frastjålet alt. Mit helbred, min mand, min identitet, min økonomi, mit indbo både i privaten og på virksomheden. Tyve havde raseret alt, mens jeg lå på hospitalet. Medierne omtalte ulykken, fordi mange biler havde været involveret – en hel stribe havde torpederet os bagfra – derfor vidste man, at huset stod tomt.
Efter at jeg havde kæmpet med forsikringen et år om erstatning, gået til læge osv., rejste jeg op til Bolzano for at finde den munk igen.
Han havde betydet så meget for mit liv, at jeg ville møde ham og give ham noget til hans virke. Jeg spurgte efter ham på hospitalet.
– „Vi har ingen munk“, svarede de utroligt nok.
Vi blev så enige om, at det nok havde været præsten, og han blev tilkaldt. Men jeg kunne straks se, at det ikke var ham, og han benægtede også, at han havde besøgt mig.
De troede vist, jeg var skør, og det troede jeg også selv. Jeg fik sådan et chok, at jeg skyndte mig tilbage til Milano og fik en tid hos byens bedste neurolog. Men han sagde, at jeg fysisk var en traktor og mentalt en bulldozer. Men hvem var munken så…?

– Nu havde jeg mødt den lysende søjle, kærligheden og alt det smukke, der var deroppe – så nu vidste jeg, at der VAR noget. Jeg var stadig ikke kristen, men der begyndte at ske ting, som ledte mig på den lange vej hjem.
I de tre år, jeg blev i Italien efter ulykken, prøvede jeg at finde mine ben.
På et tidspunkt var jeg så træt af det hele, at jeg besluttede at tage mit liv. Jeg gik ind på banegården, op i et højt hus og ud på altanen, og jeg undersøgte gassen i huset for at finde en egnet måde. Men intet kunne lade sig gøre.
Om natten drømte jeg, at jeg mødte Benedetto. Han opfordrede mig til aldrig mere at søge ham, fordi han var meget langt væk og alligevel så tæt ved, men i stedet at være glad og gå ud, synge og danse. Men jeg tror ikke, det var Benedetto. Han ville ikke opfordre mig til at synge, fordi vi begge sang falsk… Jeg tror, det var Gud, der ville give mig en hjælp til at komme videre.
Der kom en periode hvor jeg følte mig tiltrukket af lossepladsen. Et sted hvor sære mennesker, lyssky aktiviteter og vildtløbende hunde holder til. En dag løb hundene efter mig, og da bad jeg for første gang i mit voksenliv, og da jeg vendte mig om, var de forsvundet. Det undrede mig meget.

– Efter tre år tog jeg hjem til Danmark, fordi min far var uhelbredelig syg. Min motorik var stadig dårlig, derfor spildte jeg ofte kogende vand på fingrene. Jeg forsøgte så at undgå det med gammel overtro som at banke under bordet, sige 7-9-13 osv. Men det hjalp ikke. Så fik jeg den idé, at jeg kunne sige „I Jesu navn“ – og holdt op med at brænde fingrene…
Lidt efter lidt blev jeg ledt til Jesus, til trods for præsterne.
Da jeg to gange vovede at fortælle om mine overnaturlige oplevelser, var begge præster mere optaget af at advare mig imod, at det nok var Djævelen. Det gjorde mig meget ked af det, og jeg vendte mig derfor mod kirken. I stedet kom jeg ind i det alternative og begyndte at meditere. Efter et langt forløb nåede vi frem til det endelige diplom. Mens vi mediterede, var der en ung mand, som halvt i trance sagde: „Lis, du skal gå op sammen med Jesus. Han vil hjælpe dig.“ Tre gange sagde han det, og til sidst blev instruktøren irriteret og sagde:“ Det gør hun jo allerede!“
Så blev jeg vred og gik min vej. Jeg fik aldrig mit diplom. Dagen efter gik jeg i kirke.

– Jeg mødte en pige, som jeg snakkede meget med, fordi hun også havde tilknytning til Italien. Hun var kristen, men havde tidligere kendt lidt til det alternative. Hun anbefalede mig at prøve en frikirke. Først var det lovsangen, der holdt på mi – ja, jeg begyndte endda selv at synge med. Senere begyndte prædikenen også at sige mig noget. Jeg kom på Alpha-kursus i Frikirken En Åben Dør, så endnu et Alpha-kursus, et Beta-kursus, og så skete der igen en masse. Jeg var meget interesseret, men – der var altid et men –
– Jeg havde mange samtaler med Gud. Mange diskussioner. Først spottede jeg tungetale, senere ville jeg bestemt have den. Og følte mig forkastet, hvis jeg ikke fik den.
Efter et par år deltog jeg i min første bibelcamping, hvor bl.a. Christian Hedegård talte. Da han bad for mig i tunger, sagde han pludselig på italiensk „Cori da me“, dvs. „smut hen til mig!“ Men han vidste ikke, at han sagde det, for han kunne ikke italiensk! Over Hedegårds ansigt lagde sig en gylden film, bagved kunne jeg skimte evangelisten, men ansigtstrækkene var ikke hans. De udstrålede noget ganske specielt. Det varede kun et øjeblik, så forsvandt filmen, som når man blader i en bog, og tilbage stod vi i vores forbønssituation.
SÅ var jeg dér. Italiensk var mit „hjertesprog“. Dét overbeviste mig. Og siden har jeg haft så mange gode oplevelser med Jesus. Jeg må give en gammel dame ret, som sagde til mig: „Det med Jesus, det er den mest interessante rejse, du kan foretage dig.“ Jeg fik senere at vide, at pigen, der overtalte mig til at give kirken en chance igen, meget ofte havde bedt for mig i disse første år.

– Året efter var jeg igen på bibelcamping, der var dåb, og da præsten var færdig med at døbe og næsten nået i land, sprang jeg i med alt tøjet på. Nu skulle tavlen vaskes ren efter alt det alternative, jeg havde rodet med.
På vej ud i vandet gik en flash-tanke til mit dårlige øre. Trommehinden har en større perforering, og jeg må absolut ikke få vand i, da der straks opstår akut betændelse. Tanken blev fortrængt, vandet var 12 grader og virkede varmt. Jeg behøver vel næppe sige, at der ikke opstod problemer med det øre overhovedet.
Da jeg kom hjem til min gamle mor, som jeg nu boede hos, var jeg iklædt lånt tøj. Hun spurgte hvorfor – og jeg løj: „Der var nogen, der kom til at spilde vand på mig.“ Bagefter var jeg frygtelig flov. Tænk at begynde mit nye liv med at lyve. Dagen efter var jeg på forsiden af Vejle Amts Folkeblad sammen med andre nydøbte. Så var det afsløret.

Men vejen hjem rummer prøvelser af forskellig art, skuffelser over mennesker og angreb fra den onde. I nogle kirker er man nok interesseret i, at mennesker skal sige ja til Jesus – men derefter glemmer man at hjælpe dem til at leve som kristne, mener Lis.
– Husk på, at man er jo som et barn, der har brug for støtte og vejledning.
– Måske er kristne bange for at pådutte folk noget?
– Ja, men det er vigtigt, at man ikke bare overlader de nye til selv at finde ud af tingene. Alt for mange går ud ad bagdøren. Det er en skam.
Der må ikke gå mere end to uger mellem møderne, for så er man allerede ved at glide væk. Man har brug for at få fyldt på, mener Lis. Hun er selv taknemlig for nogle „åndelige jordemødre“, som har givet hende fødselshjælp og taget sig af hende, så hun ikke igen mistede troen.
Alligevel har hun følt Helligåndens hjælp og vejledning bagved alt det, der er sket.
– Til trods for menneskers svigten ville jeg ikke for alt i verden gå glip af det nye liv, som jeg endelig fandt – femten år efter mødet med den mystiske munk i Bolzano.